Provacances logo
Provacances logo

Ingen matchende ferieboliger eller destinationer

Favoritter

Hold styr på dine favorit-ferieboliger

Her kan du gemme de ferieboliger, du synes allerbedst om. Gem din favorit ved at klikke på hjertet.

Ferie i departementet Var - på Côte d'Azur

Sydfrankrigs mest naturskønne område

Ferie i Var

Departementet Var ligger klemt inde mellem bjergene i nord og Middelhavet i syd, mellem Marseille i vest og Cannes øst. Var er kendt for sin blændende, naturlige skønhed med bølgende marker, klippefyldte bjerge, tætte skov og store områder med vinmarker. Mod nord ligger de provencalske middelalderbyer tyndt spredt langs bjergfloder, på bakketoppe og i dale; mod syd skråner bjergene ned mod den smukke og meget varierende middelhavskyst.

Baglandet har kun få historiske seværdigheder. Til gengæld byder området på fantastiske naturoplevelser og en landskabelig skønhed ud over det sædvanlige. 70% af departementet er dækket af skov, hvilket gør Var til et af de mest skovrige områder i Frankrig. Området byder på et væld af vandreruter og mountainbike tracks.

Toulon er hovedbyen i departementet. Den gemmer sig i en fin naturhavn, der er hjemsted for den franske middelhavsflåde. Bag den ligger badebyerne Bandol og Sanary-sur-Mer, hvor den legendariske havforsker Jacques Cousteau udviklede det moderne dykkerudstyr. Mod øst ligger dejlige sandstrande under det store, mørke bjergmassiv Massiv des Maures. Kystens mest berømte feriested, det fashionable Saint-Tropez, ligger mod nord inde i en bugt omgivet af bølgende vinmarker. Længere fremme, lige efter Fréjus-Saint-Raphaël, bliver jorden ildrød med klipper og skær, dybe slugter og afskærmede vige. Herfra fører kystens smukkeste vej, Corniche de l'Estérel, dig videre op ad Rivieraen mod Cannes og Nice.  

Var afgrænses i nord af departementets største turistseværdighed, de vilde bjergslugter, Gorges du Verdon, med Verdon-floden som løber dybt nede mellem de stejle klipper.

Hvis du vil vide mere om departementet Var og det omkringliggende område, så klik her.